21-03-2016

STÆRK KØRSEL I MUGELLO

Porschen var klar med ny motor samt hurtigt sat i stand efter at den var returneret fra Dubai 14 dage før. Så ARTTHEA SPORT sammen med deres kørere; Klaus Werner (D), Jens Feucht (D), Nanna Gøtsche (DK) og Martin Gøtsche (DK) var klar på den Internationale racerbane i Mugello/Italien allerede onsdag den 16. marts for at deltage i 12 timers løbet den 18-19. marts.

ARTTHEA SPORT var under løbet støttet af Porsche Motorsport og Corsworth så alt var klart til et godt race.

Onsdagen gik med klargøring af raceren samt at alle kørere, mekanikere, hjælpere og supportere mødte ind, blev indkvarteret så man kunne være klar til torsdag, som startede op med godkendelse af udstyr og racer. Teamets kørere er efterhånden fast tilbehør i serien, så de har alle ”fast-lane kort” som gør at de kommer hurtigere igennem kontrolfasen. Efter godkendelse af alt udstyret, skulle teamet have deres første træningsperiode mellem kl. 1400 og 1700. Alle 4 kørere kom på banen, men med mest køretid til de to tyske kørere.

Fredagen startede op med briefing af teamchefer efterfulgt af briefingen af kørerne, og så skulle der trænes igen i løbet af formiddagen. Her var det Martin og Nanna som deltes om træningstiden, hvor efter der skulle køres kvalifikation. Kvalifikationen blev kørt af Klaus Werner og Martin Gøtsche, og det var Martin som satte teamets bedste tid.

Præcis kl. 1400 fredag den 18. marts gik starten på dette års 12 timers løb i Mugello. Det var Martin som blev sat i Porschen, hvor han skulle starte på P33 ud af 66 racere. Porschen som er en model 991 GT America med omkring 600 Hk, stillede op i SPX-klassen som er en klasse for specialbyggede racere.
Allerede efter de første par omgange, kørte Martin raceren op igennem feltet og efter ca. 1½ times kørsel afleverede han raceren til den næste kører som var Klaus Werner. Da Klaus havde kørt omkring 1½ time, blev Nanna sat i bilen for at køre den sidste time inden løbet blev midlertidigt stoppet af miljømæssige årsager.

Næste morgen skulle Nanna starte løbet igen. Denne gang fra P19 samlet og P3 i SPX klassen, så teamet var kommet længere frem.
Herefter gik det godt fremad, Nanna skulle lige tanke efter ca. 30 minutters kørsel og så var hun ude på banen igen. Teamet kørte stabilt og sikkert, hvor de lå på enten P1, P2 og P3 positionerne hele formiddagen, selv om raceren ikke helt ydede det bedste, så kørte det godt for teamet. På et tidspunkt efter 8½ times kørsel, skulle Klaus Werner i bilen, men desværre efter ca. 30 minutter, blev han påkørt bagfra af en anden deltager. Porschen kom hurtigt i pit, og i løbet af få minuter var der brugt en rulle gaffatape, og så blev raceren sendt ud igen. Desværre begyndte motoren at køre ustabilt efter ca. yderligere 10 minutter, så de måtte i pit igen, hvor Porsches teknikkere kunne konstatere at motoren var ødelagt på grund af en ødelagt ventil.
Så efter omkring 8½ time måtte teamet trække Porschen tilbage fra løbet, men alle kørerne havde vist flotte præstationer under løbet, godt støttet af et professionelt team af mekanikere og hjælpere.

Efter løbet i Mugello ligger Artthea Sport og kørerne; Klaus Werner, Jens Feucht, Martin Gøtsche og Nanna Gøtsche stadig på 1. pladsen i den samlede stilling i SPX-klassen, som er den største klasse for specialbyggede racere, men afstanden til den næste racer (Lamborghini Huracan Supertrofeo) er blevet en smule mindre.

Næste løb i serien, hvor ARTTHEA SPORT stiller op i SPX klassen, bliver i Zandvoort/Holland den 06-07. maj.

For oplysninger om løbet samt billetter til at se løbet, kan henvendelse ske via www.NannaGotsche.com eller www.MartinGotsche.com.

Del siden